Zeichner & Wiinstedt
Vearksted 02
Vearksted 01

Støvsugeren er egentlig de ægte tæppers fjende nummer ét, men de skal jo holdes rene. Brug derfor støvsugeren med omtanke og nænsom hånd. På knyttede tæpper vil luven altid have en retning, og det er vigtigt altid kun at støvsuge med luven. På de fleste tæpper kan du tydeligt mærke luvretningen ved at køre fingrene frem og tilbage over luven. Undgå at køre mundstykket frem og tilbage på luven, men støvsug kun i én retning, ellers slides tæppet unødigt. Træk støvsugerhovedet mod dig i stedet for at skubbe det foran dig – det giver en mere skånsom støvsugning.

Skulle uheldet være ude, og der kommer en plet på tæppet, f.eks. maling, rødvin eller andet, kan du sætte ind med enkle midler. Tør straks så meget op som muligt med køkkenrulle eller sugende stof som viskestykke, håndklæde el. lign. Gennemvæd derefter pletten med masser af rent, koldt vand – allerhelst danskvand, lad det virke lidt, tør væsken op igen og gentag processen. Med hurtig indsats kan de fleste pletter fjernes på denne måde. Undgå kemiske rensningsmidler, tæpperens, terpentin etc.

Serviceeftersyn

Fuldstændig som man sender sin bil til service, kræver gode tæpper også sine “serviceeftersyn”. Man kan gøre det selv, men man skal vide, hvad man gør, ellers risikerer man at ødelægge tæppet. Den primære vedligeholdelse består af vask, når tæppet er blevet snavset. Det er individuelt, hvor ofte et tæppe skal vaskes afhængig af brug og placering. Og det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår det trænger, fordi tilsmudsningen oftest sker langsomt og over tid. Men når tæppet begynder at se lidt mat og træt ud, eller det har deciderede snavsede områder, er det ved at være tid. Vasken bringer for det første farverne til live igen og giver tæppet sin oprindelige lød og intensitet. Desuden reducerer vask slidtagen, da snavs udtørrer tæppet, så garnerne slides og lettere knækker.