100 år med tæpper

Grundlæggeren af tæppeforretningen Zeichner og Wiinstedt er Erling Wiinstedt. Han blev født i 1913 og døde 100 år senere. Men han er stadig en legende blandt seriøse tæppekøbere og tæppehandlere, hvor han var kendt som ”Manden der ved alt om tæpper”

I tæppelære som 18-årig

Erling Wiinstedts vej ind i tæppernes verden begyndte, da han var 18 år og kom i lære hos tæppeforretningen ”Brodde og Wilhelmsen”.  Siden var han med til at bygge auktionshuset Herholdt Jensen op, og i 1943 etablerede han sin første tæppehandel i København. Han havde forretning i henholdsvis Dronningens Tværgade, Ny Østergade og Holbergsgade. I de sidste 32 år af sit liv solgte, vurderede og reparerede han tæpper fra forretningens nuværende adresse på Strandboulevarden i København.

60 år med vurdering og manuelt reparationsarbejde af ægte tæpper gav Erling Wiinstedt en sjælden viden om kvalitet og teknik i alle typer tæpper. Han var derfor et naturligt æresmedlem af Selskabet for Orientalsk Tæppekunst.

Erling Wiinstedt

Artikler

Tæpperne har været hans liv i mere end 60 år

Af Jan Andersen. Selskabet for Orientalsk Tæppekunst

Erling Wiinstedt, 94, er æresmedlem af Selskabet for Orientalsk Tæppekunst og han driver trods sine høje alder stadig sin tæppeforretning ”Wiinstedt Orientalske Tæpper” på Strandboulevarden, Østerbro i København. ”Jeg bliver ved, så længe jeg kan. Kræfterne er blevet mindre, men det går da stadig udmærket med at sidde og restaurere tæpper,” siger Erling Wiinstedt, mens han knytter ny luv i en antik Youmut Chuval i sin hyggelige ”hule” i forretningen, hvor han reparerer tæpperne.

På væggen hænger en reol med garner i alle farver og det gamle patinerede værktøj ligger klar i en stor bunke, hvor nok kun den gamle håndværker kan finde den rigtige krog eller saks. Erling Wiinstedt er kendt blandt tæppe-folket som ”manden der ved alt om tæpper”. Men selv siger han: ”Man bliver aldrig udlært. Jeg får stadig ting ind, hvor jeg kan blive i tvivl om, hvad det er.” I 1931 kom han i lære hos tæppeforretningen ”Brodde og Vilhelmsen” og efter nogle år som soldat kom han i 1937 til auktionsfirmaet Herholdt Jensen, som han var med til at bygge op. I 1943 startede han for sig selv. Først drev han sin forretning fra privaten, hvor han via avisannoncer købte tæpper, men også porcelæn, antikviteter og malerier.

Undervejs lærte han også selv at reparere tæpper: ”Jeg fik det gjort hos en reparatør, men tænkte, at det kunne jeg gøre lige så godt selv. Det er meget vigtigt, at man kan restaurere for på den måde lærer man rigtigt tæpperne og knytteteknikken at kende. Det er såmænd ikke så svært. Men man skal have farvesans og være lidt af en kunstner og så er det virkelig et tålmodighedsarbejde,” siger Erling Wiinstedt.

”En antik Youmut Chuval er på værksted hos Erling Wiinstedt.” I 1947 gik han i kompagniskab med en velhaver, som også interesserede sig for tæpper og som havde ”gode forbindelser” blandt rige københavnere: ”Han finansierede en del af tæpperne, som jeg købte op og satte i stand. Det var lærerige år,” husker Erling Wiinstedt. Men så fik han igen forretning alene, først i Holbergsgade og i 1982 åbnede han den kendte tæppeforretning på Strandboulevarden, hvor der dengang lå en vinhandel.

Erling Wiinstedt har fundet mange af sine unikke tæpper hos tæppehandlere i Tyrkiet eller i Hamburg, der er centrum for import af orientalske tæpper. Han har også købt på auktioner, af private og på rejser. Med erfaringen lærer man at spotte og håndplukke de gode varer. ”Tæpper er kunst i høj klasse. Det er folkekunst, som er udviklet gennem årtusinder,” siger Erling Wiinstedt, som ærgrer sig over, at tæppe- produktionen er blevet stærkt forringet især de seneste 20 år: ”I dag har de fleste tæppeforretninger nye standardvarer, som slet ikke har den kvalitet som de gamle tæpper har.

Ulden og farverne er dårlige og de er stereotype i udtrykket og uden charme. Herhjemme er der kun få tæppeforretninger som har specialiseret sig i gamle og antikke tæpper. I lande som Sverige, Tyskland, England og Italien er interessen for gamle tæpper meget større. Danskerne har ikke lært at betragte orientalske tæpper som kunst. Tænk på at et tæppe kunne sidde på væven i årevis, mens man arbejdede på det, når man havde tid. Tæpperne blev præget af de mennesker, der knyttede dem i deres private hjem eller på nomaderejsen. I dag er mennesket bag tæppet væk, når man ser et nyt tæppe.” ”Desværre er det også meget nemt at snyde folk i denne branche og derfor er det alt for få mennesker, som interesserer sig for de gode og gamle tæpper . I 60 ́erne og 70 ́erne blev der solgt mange tæpper i Danmark, hvor folk blev bildt alt muligt salgs-gas ind. Det har ødelagt respekten for tæpperne,” siger Erling Wiinstedt.

”Tidligere blev der næsten altid brugt gode materialer. Nomaderne f.eks. brugte tæpperne som betaling i byttehandler. Der var standardpriser på gode tæpper ligesom på guld,” fortæller han. Erling Wiinstedt siger, at der dog også produceres nye tæpper af god kvalitet i dag: ”Men så koster de også. Der har altid været lavet gode og dårlige tæpper. I mellemkrigsårene og op i 1960 ́erne blev der lavet mange gode tæpper, så der er stadig fine ting at finde på markedet, men det kræver at man ved noget om emnet. Det er faktisk meget sværere at bedømme tæpper end folk tror.”

Gamle og antikke tæpper kan faktisk passe perfekt ind i moderne boligindretning. Men det er svært at få især yngre mennesker til at tænke i de baner og derfor er efterspørgslen i Danmark på gode tæpper for lille, mener Erling Wiinstedt. Derfor er Danmark et af de billigste lande at købe gamle og antikke tæpper.

”I dag bruges der som regel maskinspundet uld. Man er nødt til at affedte ulden, hvis den skal spindes på maskine og så ”dør” ulden,” siger den erfarne tæppemand. ”Et tæppe skal være en kilde til daglig glæde. Et stykke kunst man ser på i sit hjem. Man skal ikke købe et tæppe som investering,” siger Erling Wiinstedt. Hans egne favoritter er de kaukasiske tæpper, som i dag er blandt de mest efterspurgte og dyreste af de gamle og antikke tæpper. ”Det er farverne og mønstrene, som tiltaler mig. De er rustikke med fine farver og så ligger der en god fantasi til grund for mønstrenes opbygning. Men smag er forskellig og kunsten er at finde de typer af tæpper, som taler til én,” siger Erling Wiinstedt.

Han synes, at marokkanske tæpper er lidt oversete i branchen: ”Der findes mange fine ting fra Marokko, som er lige så godt knyttede som de persiske. De er meget rige i mønstrene.” Erling Wiinstedts kærlighed til tæpper er gået i arv til børnene. Hans datter restaurerer tæpper som sin far, hans søn har egen tæppeforretning i Hellerup og hans barnebarn hjælper flittigt til i forretningen på Østerbro, hvor han suger til sig af bedstefaderens enorme viden om branchen.

Østerbro Avis. 6/4-2009

Af Morten Sestoft.
Efter 77 næsten sammenhængende år som tæppehandler, trækker Erling Wiinsted sig nu tilbage til sit værksted i butikken på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden på Østerbro. Forretningen overlader han d.1.april til sit barnebarn, Boris Zeichner, der gennem mange år har hjulpet til.

Karrieren startede hos en gros tæppehandler Braade og Wilhelmsen i Baron Boltens Gård i 1931, da 18-årige Erling skulle i lære som slæbedreng for at få fornemmelsen af arbejde. Om tæpper var en barnedrøm, vil han ikke afsløre, men årene i Boltens Gård gav et godt indblik i tæppehandlerlivet og den gode handels kunst. De bedste tæpper blev solgt til rige svenskere, for, som Wiinstedt siger, ”de forstod sig bedre på kultur,” mens de billige og populære smyrna-tæpper gik som varmt brød blandt københavnerne.
I 1934 blev unge Wiinstedt indkaldt som soldat og overvintrede på kornet- og løjtnantskolen på Kronborg for som kornet at udstationeres i Haderslev, hvor der ikke var plads på kasernen, så han blev indkvarteret med en kammerat i en nærliggende privat villa. Lejen var 35 kroner om måneden, men militæret supplerede generøst med 15 kroner til hver.

Hjemsendt fra cirkus mili i august ’35 gik Wiinstedt fra job til job, som hjemvendte soldater gjorde, blot for at ende på reservedelslageret hos Grue & Co. biler i Hellerup. Det var ikke verdens mest interessante arbejde, så han slog straks til, da hans tidligere chef fra Boltens hev ham væk fra Fordvognsdelene og hen i auktionsfirmaet Herholdt Jensen, som havde specialiseret sig i tæpper.

Her sugede han til sig, så han i ’43 kunne starte sin egen transportgesjæft. Eneste køretøj var en gammel cykel, som bragte ham rundt til folk, der ville sælge ud af deres indbo. Tæpper, antikviteter og hele møblementer blev kørt til auktionshuset, dog ikke det hele på cykel.

Året efter var hjørnelejligheden over vinkyperen i Classensgade ledig. Wiinstedt fik den ikke i første omgang, men den heldige kunne ikke skaffe til indskuddet, så lejligheden blev givet til den næste på listen, og siden har Wiinstedt boet i samme lejlighed. I ’47 åbnede hans første tæppeforretning, ikke i Classengade, men i Dronningens Tværgade, og syv år senere flyttede den til Ny Østergade, og efter endnu syv år til Holbergsgade. I disse år specialiserede Wiinstedt sig i gamle orientalske tæpper, der siden er blevet hans varemærke. Først i 1982 blev vinhandlen nedenunder i Classensgade ledig, og Wiinstedt kunne flytte ind i de nuværende lokaler på Strandboulevarden 9.

Når butikken overtages af barnebarnet, Boris, er det tanken, at den udover fine ældre tæpper skal danne ramme om ugentlige events og foredrag. Og gamle Erling Wiinstedt? Hvem ved mere om tæpper end han? Han fortsætter selvfølgelig i værkstedet og reparerer orientalske tæpper, som han har gjort i et par menneskealdre.

Erling Wiinstedt
Erling Wiinstedt
Erling Wiinstedt
Erling Wiinstedt
Erling Wiinstedt
Erling Wiinstedt